Artikel skrevet af arkitekt MAA Stig Løcke.
Forhistorie
Adelers huse og Adelers plads med skulpturen af lensbaron Georg Frederik Otto Zytphen -Adeler er skabt via en donation af en lokal, alsidig og meget driftig person, Niels Hansen-Risegaard. Niels blev født i februar 1854 og voksede op under meget fattige kår på et lille husmandssted på Kalundborg egnen. Et retskaffent og arbejdsomt liv under stærk indflydelse af en kristen grundholdning ledte frem til et alsidigt liv, hvor han med et utal af talenter tog fat på en bred vifte af arbejdsopgaver.
Efter et ophold på Vallekilde Højskole i vinteren 1874-75 og efter uddannelse indenfor mejerifaget, stiftede Niels Hansen familie, som slog sig ned på Fårevejle egnen. Det blev til køb af Risegaard ved Riis, lidt nord for Fårevejle, hvor familien altså også ernærede sig ved landbrug. Heraf opstod navnet Hansen-Risegaard.
Familien stiftede Risegaards legatstiftelse, som via indtæger fra køb og opdyrkning af et større areal på Lammefjorden, har finansieret livet for slægtens unge mennesker op til den dag i dag. Et lille uddrag af Niels Hansen-Risegaards egen levnedsbeskrivelse, delvist genfortalt af hans søn, belyser historien om bl.a. Adelers Huse og Adelers Plads.
“Det var heller ikke alle planer, der lykkedes for ham, men han var utrættelig i at bane vej for nye, når en slog fejl. Nævnes bør også byhaven ved Fårevejle station, som min far anlagde og skænkede som fælleseje til beboerne, ligeledes Adelers Plads og Adelshusene, der er tilegnet Fårevejle kommune og Lodsejerlaget. De to huse med 4 friboliger er beregnet til aldersrentenydere på Lammefjorden, og Lodsejerlaget er overdraget mindestøtten af baron Zytphen Adelser, der var hovedmanden for udtørringen. Min far betragtede altid denne mand som sin åndelige bedstefader og mente, at Risegaard slægten bedst kunne sige adelsmanden tak for de fordele, slægten fik af den udtørrede Lammefjord. I forbindelse hermed kan som en kuriositet nævnes, at min far, efter hvad han har fortalt mig, kun en eneste gang har spillet på børsen, idet han engang under den første verdenskrig købte nogle dampskibsaktier til en meget lav kurs og otte dage efter solgte dem med så stor fortjeneste, at han for denne anlagde hele det ovenfor nævnte anlæg og rejste baronens støtte.”
Niels Hansen-Risegaard lod Adelers huse bygge i 1931. Det er yderst begrænset, hvad der findes af skriftlig materiale om bygningerne. Jeg har fundet flere gamle fotografier af bygningerne helt fra starten af 30’erne, men alle taget fra Adelers Plads med pladsen i forgrunden. Jeg har været på lokalhistorisk billearkiv og talt med adskillige ældre mennesker og håndværkere i Fårevejle og i lokalområdet, som har haft deres gang i bygningerne siden slutningen af halvtredserne, hvor bygningerne stadig stod autentisk. I forlængelse af undersøgelser af de kulturhistoriske spor i bygningerne, har de tilsammen tegnet et billede af de oprindelige bygninger samt de ting og ændringer, som er sket under vejs.
Det har ikke været muligt for mig at opspore navnet på arkitekten, men da bygningerne rummer en del af Bedre Byggeskiks traditionsbundne møde at udforme bygninger på i helhed såvel som i detaljer typisk for første halvdel af det tyvende århundrede, kan de være opført uden arkitekt. Men både Ivar Bentsen, født og opvokset i Vallekilde,og Marius Pedersen fra Holbæk har været nævnt som mulige arkitekter med tilknytning til Odsherred. Men det kunne meget vel være en anden lokal arkitekt, Einar Andersen, som er opvokset i Stenstrup i Odsherred. Efter et ophold på Vallekilde Højskoles bygmesterskole, fortsatte han sin uddannelse på Københavns Tekniske skole og senere på Kunstakademiets Arkitektskole under ledelse af Martin Nyrop, som fra 1880’erne og frem til 1907 var arkitekt på Vallekilde Højskole. Adelers Huse har nogle af de samme formmæssige træk som visse andre bygninger i herredet tegnet af Einar Andersen, bl.a. det lille fine kulturhistoriske museum i Stenstrup. De enkle, fagdelte bygningskroppe med smårudede vinduer og store, helvalmede tage løftet elegant på en le, hvidkalket gesims er nogle af kendetegnene, som han også anvendte mesterligt på Grundvigsskolen i Nykøbing Sj. Desuden var Einar Andersen arkitekt på flere mejerier i Odsherred, som Hansen-Risegaard i sin egenskab af mejerikonsulent var med til at bygge i tyverne og trediverne, så de må have kendt hinanden godt. Men der er intet sikkert vidnesbyrd om, at Einar Andersen, Ivar Bentsen eller Marius Pedersen skulle have været arkitekter på Adelers Huse.
Bygningernes indretning
De 4 boliger i tvillinghusene var indrettet ens. Den pæne indgang for gæster var placeret tæt sammen centralt i facaderne mod Adelers Plads. Forstuen var lille og havde en skabsdør til en smal ligeløbstrappe til tagetagen. Her kunne gæster hænge deres overtøj. En dør førte ind til opholdsstuen – den fine stue – hvor den centrale opvarmnings kilde, en lav kakkelovn eller snarere en brændeovn, var placeret centralt i lejligheden. Modsat brændeovnens placering er en smal og stejl trappe op til værelset i tagetagen. Den var trods den ubekvemme bredde på kun ½ meter og 12 høje stigninger fint designet med et praktisk skab med hylder under trappeløbet. Der er monteret håndtag på søjle og vanger, så der var noget at hive sig op og holde fast i. Søjlen er udsmykket med 4 hollandske kakler. Fra opholdsstuen, som har to vinduer ud mod pladsen, kunne varmen brede sig ind i en mindre stue med vinduer i gavlen og i facaden mod haven. I stuens loft over brændeovnen ved skorstenen var indbygget en lille skakt til værelset i tagetagen, så varmen kunne stige op og opvarme soveværelset. En lem på oversiden af skakten i værelset kunne lukkes og åbnes efter behov. Den mindre stue har også en dør til køkkenet, hvor brændekomfuret kunne bidrage til opvarmning af boligen. Køkkenet indeholder udover komfuret, et fadebur under trappen fra forstuen til tagetagen, samt et køkkenbord med vask og taphane. En del af bordpladen er pianohængslet, og kunne åbnes, så der blev adgang til en kartoffelkælder under køkkenet via en smal, stejl trappe. Fra køkkenet er der adgang til baghusene i haven. Hverdagsindgangen til haven var placeret i en lille mellembygning mellem hovedhuset og baghuset. Baghuset indeholdt vaskerum med gruekedel samt “das” (lokum) og koksrum. Der var indlagt vand i køkken og vaskerum med gulvafløb. Fra start af var der ikke indlagt elektricitet, selvom den kom til Fårevejle i 1915, men allerede lige efter 2. verdenskrig blev der iindlagt el.
Arkitektur, konstruktioner og materialer
Bygningernes facader er bygget af mursten støbt i beton og tagene var oprindeligt ligeledes belagt med betontagsten. Typisk for tiden, hvor karlene på de større gårde om vinteren, hvor markarbejdet var sat i bero, blev sat til at arbejde med støbning af nyttige og salgbare emner i beton. Det er interessant at se, at de med stor sandsynlighed kan være fremstillet med sand fra Lammefjorden, da både tagsten og mørtel indeholder spor af hvide muslingeskaller fra de store skallebanker, som åbenbarede sig i rigelige mængder på Lammefjorden efter udtørringen. Der er bevaret en snes af de originale tagsten på afdækningen af muren mellem de to bygninger. De er meet fine i deres vingeform og størrelse – nærmest som en lille dansk vingeteglsten – set i forhold til de store, brutale og meget udansk formede betontagsten, man kan købe på markedet i dag. De var oprindeligt malet røde på oversiden efter støbningen, hvilket kan ses, hvor de har ligget ind over hinanden. Farven på de fritlagte dele af tagstenene er nedbrudt af sol og vejrlig. Det har efter adskillige forespørgsler ikke været muligt at finde frem til nogen, som kender til et betonstøberi på Lammefjorden. Det tætteste, vi kommer på egnen er Torslunde Betonstøberi ved Svinninge, som oprindeligt lå ned til den lavbundede fjord. Den nuværende ejer af det for længst nedlagte støberi kan dog bekræfte, at de har nogle tagsten liggende fra sidste støbning for ca. 40 år siden, men formene har de ikke mere.
Da husene blev byget, fremstod facaderne med blankt murværk i cementstenenes lyse, grå farve. Skorstenene var dog bygget af rigtige brændte tegl. De småsprossede vinduer fremstod med karmtræ i en almueblå farve og med hvide sprosser. De støbte sålbænke var hvidmalede som gesimserne. Farven på hoveddøren med korssprosset rude foroven og fyldninger under er ukendt, men at dømme fra de sorthvide fotografier fremstod de i en mørkere farve end det blåmalede karmtræ i vinduerne, enten i den traditionelle mørkegrønne farve på døre på gårde og husmandssteder eller måske mere sandsynligt i den mørkebrune farve, som er anvendt på dele af træværket inde i boligerne. indskeder på trekankvist og baghuse var hvidmalede.
Den nu pensionerede malermester Jens Chr. Larsen fra Fårevejle Stationsby arbejdede som lærling i bygningerne i midten af tresserne, hvor den første store ombygning og modernisering af boligerne fandt sted. Han kendte den mand, kaldet Gas-Lauritz, som boede i Adelers Huse nr. 8, og som havde været med til at bygge Adelers Huse sammen med Hansen-Risegaard i 1931. Gas-Lauritz fortalte bl.a., at Hansen-Risegaard købte vinduerne til husene i forbindelse med nogle bygningsarbejder i Nyboder i København. Jeg har forfulgt historien ved at studere fotografier og tegninger af Nyboder gennem tiderne. Vinduerne i de ældste bygninger i Nyboder havde samme sprosse-inddeling og proportionering som vinduerne i Adelers Huse. Det kan stadig iagttages i vinduerne i Nyboders Mindestuer i Skt. Pauls Gade 24.
Jeg faldt også over historien om 4 Nyboder længers gennembrud, da Kronprinsessegade i 1931 – 32 blev forlænget til Øster Voldgade, altså samtidig med at Adelers Huse blev bygget. Historien var nærliggende, men vinduerne i de længer, der blev gennembrudt i 1931, havde ikke disse småsprossede formater, som hørte forrige århundredes evner indenfor fabrikation af størrelser på vinduesglas til. Måske har Hansen-Risegaard lagt en fordelagtig ordre ind hos snedkeren til renoveringsopgaven og bedt om samme sprosser som i de ældste vinduer, fordi han syntes bedre om dem. Han var kendt som yderst entreprenant, men dog også som en yderst beskeden og sparsommelig mand.
Malermester Jens Chr. Larsen, som har arbejdet løbende med malerarbejdet i bygningerne siden 1966 indvendigt som udendigt, har udført en nøje undersøgelse af de oprindelige behandlinger a overfladerne indvendigt i den af boligerne, som skal fremstå autentisk fra 1931. Erfaringer fra denne registrant vil indgå i malerbeskrivelsen. På baggrund af de behandlinger, der er anvendt, vil en screening af bemalinger og fugninger ikke være relevant. De nye vinduer, som er fra 1985, skal udskiftes, og fugerne indeholder ikke PCB. De nye vinduer leveres færdigmalede med linoliemaling.
Tidligere tømrermester Asger Pedersen, Fårevejle Stationsby har udført arbejder i bygningerne siden slutningen af halvtredserne. Han har berettet om farverne på de oprindelige vinduer, men husker ikke farven på hoveddørene. Han fortæller også, at det var en brændeovn og ikke en traditionel kakkelovn, som stod i den fine stue, og husker også klart brændekomfuret i køkkenet samt gruekedlen og lokummet i baghuset. Jeg var selv feriebarn på et statshusmandssted på Lammefjorden fra slutningen af halvtredserne, hvor markarbejdet stadig var med heste som trædyr og drikkevand blev håndpumpet op af brønden på gårdspladsen. Jeg kan også genkende indretningen og opvarmning af køkken og stuehus. Lokum og gruekedel var udenfor i mælkerummet ved kostalden.
Sammen med maler Jens Chr. Larsen og tømrer Christen Christensen, Hørve som begge var lærlinge i midten af tresserne, kan berette om den første store renovering af Adelers Huse i 1965 – 66. Her blev indlagt centralvarme med oliefyr i et af baghusene og radiatorer i rummene. Der blev sat WC op i fadeburet under trappen ved køkkenet til afløsning af lokummerne, køkkenerne blev moderniseret med elektriske komfurer og nye køkkenelementer til afløsning af brændekomfur og tallerkenrække og med varmt og koldt vand ved køkkenvasken. I vaskerummet blev gruekedlen fjernet, så der blev plads til en vaskemaskine. Udvendigt blev skorstenspiberne i baghusene revet ned og en ny, voldsom pibe blev byget til skorstenen i fyrrummet. Betontagstenene blev erstattet af skiferplader i asbesteternit. Et lille kuriosum fra tagrenoveringen er, at den gamle isolering af taget, som bestod af muslingeskaller fra skallebankerne på Lammefjorden, blev fjernet af støvsugere, inden en ny isolering med alukraft og mineraluld blev etableret. Når støvsugerposerne tømtes, dukkede levende mus op, som var støvsuget med ind i posen, og som gned støvet af øjnene, før de undslap til stor morskab for håndværkerne. Facaderne, som må have haft begyndende revnedannelser i fugerne på grund af mindre sætninger i fundamentet, blev pudset kalket hvide. De vandrette fuger blev ridset ind i pudsen, så man stadig kunne se, at husene var muret med buede stik over dør- og vindueshuller.
I 1082 blev der lavet nye badeværelser i boligerne i baghuset på sydbygningen, og i 1985 blev vinduerne udskiftet til sprossevinduer med termoruder og med isolerede yderdøre. Det var et stort tab visuelt, og man må undre sig over farvevalget med blågrønne Middelhavsfarver udvendigt. Oliefyret blev udskiftet med et nyt gasfyr.
Bygningerne blev løbende istandsat udvendigt, når det var nødvendigt, men ikke indvendigt af behov og for afhjælpning af åbenlyse svagheder og urimeligheder set i forhold til normale tilstande i slutningen af det tyvende århundrede. De var fortsat stærkt præget af den forældede indretning med et lille køkken og mangelfulde sanitære forhold. Og det var meget svært for ældre mennesker at komme op ad den meget smalle og stejle trappe fra stuen. Varmeisoleringen var utilstrækkelig, og lydforholdene ar elendige mellem boligerne. Lejligheds skellene var nemlig flere steder udelukkende et lag 5/4″ brædder, som i forhold til lyd og brand var en katastrofe. Et held, at der ikke har været brand, – ikke mindst i den tid, hvor opvarmning og madlavning foregik ved afbrænding af koks og brændestykker. Men samtidigt er det en oplevelse at opholde sig i de charmerende boliger og lærerigt at iagttage de mange finurlige detaljer som opstod i en anden tidsalder, hvor levevilkårene var helt anderledes baseret på århundredes indhøstede erfaringer i en meget langsommere fremadskridende udvikling af forbedringer af boligerne end den, vi oplevede med start i halvtredserne og, ikke mindst, op gennem tresserne.
Boligselskabet som stod for håndtering af bygningerne og beboere i sylboligerne, som kommunen ejede, smed til sidst håndklædet i ringen for 6 – 7 år siden, efter et forslag til modernisering af boligerne havde vist et behov for renovering, som ville blive meget bekosteligt. Bl.a. også fordi sætningerne i nordhusets facader blev så store, at det ikke var forsvarligt at anvende sen som ramme omkring boliger uden at forstærke og rette fundamenter og facader op. Bygningerne blev kondemneret i 2014. Året efter blev Foreningen til bevarelse af Adelers Huse dannet, og der blev lavet en overgivelses aftale mellem foreningen og kommunen, når bygningerne var sat i stand iht. den aktuelle projektbeskrivelse af formidlings sted og forsamlingshus.
